Om Tobias

Iværksætter og advokat med humanismen i centrum

Mit navn er Tobias Grotkjær Elmstrøm, jeg er 40 år, født og opvokset i Horsens og bor i Aarhus – er gift med Christina og sammen har vi to børn. Jeg er dybt interesseret i samfundsforhold, og det er derfor jeg er Folketingsmedlem for Moderaterne. Jeg er uddannet jurist og er nu advokat. I de seneste 8 år har jeg opbygget et advokatfirma i Aarhus med 37 ansatte.

Det er første gang jeg er medlem af et parti, men har lysten til at bidrage med min faglighed og erhvervserfaring i dansk politik sammen med de andre i Moderaterne – I mine øjne mangler der i det nuværende Folketing praktisk politik og virkelighedsnær viden!

Dansk politik er for meget et spil, hvor det handler om at nedgøre sine politiske kolleger – lad os i stedet kigge på sagen/problemet og så finde den rigtige løsning, uafhængig af, om vi er røde, blå, grønne eller lilla. Det, at respektere hinanden som mennesker har været grundkernen i mit liv og arbejdsliv. Derfor har jeg gennem årene specialiseret mig i at hjælpe mennesker, som er kommet i klemme i systemet – det er bl.a. ofre for kriminalitet og marginaliserede flygtninge og udlændinge. Mennesker er en ressource, og skal ses som en ressource, det er nødvendigt for at vi kan skabe et bedre Danmark, end det vi har i dag.

Politikerne har de seneste mange år lagt flere og flere regler og love ned over danskerne – det har resulteret i endnu mere bureaukrati og dermed en ineffektiv offentlig sektor og ekstra meget bøvl for private iværksættere og selvstændige. De mange nye regler er selvfølgelig godt for mig som advokat, men skidt for danskerne.

Mine kerneområder er selvsagt udlændinge- og retspolitik qua mit arbejde, men desuden er jeg dybt optaget af, hvordan vi kan gøre det danske sundhedssystem bedre. Jeg oplevede for et år siden selv at få brug for det, da jeg fik en blodprop i hjernen. En så voldsom oplevelse gav mig både et wake up call, og et indblik i, hvordan vores sygehusvæsen fungerer og i særdeleshed, hvad der mangler for, at det er verdens bedste sundhedsvæsen.

Jeg har udpeget fem mærkesager, der alle tager udgangspunkt i enten min faglige ekspertise eller personlige oplevelser med staten: 

  • Bedre rammer for iværksætteri og innovation
  • En mere human udlændinge- og flygtningepolitik
  • En mere retfærdig retspolitik
  • Mere frihed til uddannelsessystemet
  • Bedre adgang til sundhed

Derudover bruger jeg en stor del af min tid på at facilitere og deltage i debatarrangementer med fokus på samtale og kulturforståelse mellem udlændinge og etniske danskere. 

Presse

Læs artikler og interviews med Tobias her.