Debatindlæg af Tobias Grotkjær Elmstrøm, Folketingskandidat Moderaterne Østjylland
Danmark er en velfærdsstat med et fungerende demokrati. Vi kan bryste os af fri adgang til læge og sygehus, mens vi ligeledes har et socialt sikkerhedsnet i form af velfærdsstaten. Men der er desværre kedelige sprækker i idyllen.
I det danske velfærdssystem er der blandt andet uafhængige domstole – hvilket er fantastisk – men når disse ikke fungerer optimalt, er det ikke noget at være stolt af. Tværtimod.
Kig for eksempel på domstolenes berammelsestider. Her er det hovedrystende at se, hvordan tallene fra den seneste årsrapport fra Domsstolsstyrelsen for 2021 sort på hvidt afslører, at de månedslange ventetider er kommet for at blive. Og det er desværre ikke en ny problematik, men derimod en gammel tandpine, som politikerne ikke reelt set har behandlet, og hullet er nu ved at være så dybt, at konsekvenserne bliver fatale.
Gennem mit virke som advokat gennem mange år har jeg netop oplevet, hvor langsommelig processen ved domstolene er. Det er både problematisk og dybt frustrerende for alle implicerede. Ofrene bliver ikke tilgodeset, og sikkerhedsnettet griber ikke dem, som har brug for det. Hvor er velfærdsstaten, når der snakkes om danskernes retssikkerhed? Jeg har svært ved at få øje på den.
Det er på tide, at politikerne rent faktisk tager fat om sagerne, så den danske retssikkerhed ikke smuldrer i hænderne på os. Vi er nødt til at værne om det, der gør os til en stærk velfærdsstat, og hvis retssikkerheden ikke er her, hvilken tryghed har staten så at tilbyde? Jeg vil gerne tilslutte mig dem, der allerede har forsøgt at råbe op om problematikken.
Vi har brug for at sikre vores domstoles rødder og skære sagsbehandlingstiderne til. Det nytter ikke, at politikerne alene taler om problemet på Christiansborg, når det er ved at kollapse ude i samfundet.
Men forestil dig i stedet en dansk velfærdsstat, hvor der i vores fælles institution er en sagsbehandlingsgaranti. Det ville her være irrelevant, om man er bosat i storbyen eller længere ude på landet. Ofrene ville heller ikke blive mødt med samme uretfærdighed, som det desværre er tilfældet i dag. Og det er ikke et utænkeligt scenarie, at vi kan opnå denne garanti.
Politiet skal kunne varetage anmeldelser af varieret karakter, mens dommerne bør få mere reel arbejdstid i retterne, fremfor at sidde med administrativt arbejde, som kan håndteres af andre.
Vores dommere skal kunne fokusere på det, de er bedst til: At sikre vores retssikkerhed.