Parallelsamfundene skal opløses med dialog  

Debatindlæg af Tobias Grotkjær Elmstrøm, Advokat og Folketingskandidat Moderaterne.

 

 I Danmark har vi længe, alt for længe, talt om ”indvandrerproblemer”, ”ghettoer” og ”parallelsamfund”. Vi har mange steder delt vores samfund op i ”Os-og-Dem”. Os, ’de gode spidsborgere, som betaler skat, er demokratiske og indgår aktivt i det danske samfund’ – kort sagt os der har patent på danskheden. Og så er der Dem. Dem der ikke bidrager til samfundet, som ikke er tilhængere af det danske demokrati og som har opbygget et parallelsamfund ude i ghettoerne frem for at deltage i fællesskabet.

Via mit arbejde som advokat med speciale i flygtninge- og udlændinge forhold har jeg de seneste 10 år hver eneste uge været i dialog med masser af Dem! Dem som de andre ikke vil lege med. 

Min oplevelse er dog, og vi har meget mere til fælles end, vi tror. Vi har som udgangspunkt den samme lyst til at bidrage til samfundet, være værdifuld og udfylde en plads i fællesskabet. Men vi skal give Dem pladsen og stille krav til deltagelse, som er meningsfulde og forståelige. Det har vi indtil i dag ikke været dygtige nok til, og derfor findes parallelsamfund også her i Østjylland. Det skal vi ikke acceptere.

Vi skal løse problemet med parallelsamfund, og det starter med, at vi må gøre op med denne ”Os-og-Dem” diskurs og i stedet aktivt lytte til nydanskernes livshistorier, livsvilkår og bekymringer. På den måde kan vi sammen nedbryde forskellene. Jeg har gennem mit arbejde været i tæt dialog med hundredvis af nydanskere, fra især hele Østjylland, og har fra dem oplevet en stærk tro på demokratiet og den danske model, men samtidig også en undren over de modstridende krav, som stilles til dem. 

Jeg vil stærkt understrege, at vi ikke skal acceptere ekstreme holdninger såsom homofobi, kvindeundertrykkelse og sexisme, som kan findes i disse miljøer. Men hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at ændre disse menneskers livssyn, bliver vi nødt til at indgå i dialog og vise, at de er en del af samfundet, frem for at opretholde dette ”Os-og-Dem” syn, som kun vil føre til flere fordomme og mere ekstremisme. Så en opfordring herfra er – ’Tal med din nye nabo’ og hør hendes historie, og fortæl hende om, hvorfor du også elsker at bo og leve i Danmark. På dem måde gør vi Danmark en lille smule rigere. De helt store forandringer skal skabes på 

Christiansborg, hvor nye reformer på integrationsområdet er en nødvendighed. Vi står lige nu i massiv arbejdskraftmangel i brancher, som har masser af ledige jobs til ufaglærte, så er det jo hovedrystende, at vi ikke bruger de ressourcer som allerede er i Danmark. Vi skal have skabt et system, som med det samme gør vores nye borgere klar til arbejdsmarkedet. Det gør vi ved at forstå deres kompetencer, og opkvalificere dem fra det niveau, de er på og her er blandt andet sprog af afgørende betydning at få lært.